Når cirkulært samarbejde, oprydning og socialt samvær går hånd i hånd

05-03-2024

Den 1. marts havde vi kickoff af et nyt cirkulært samarbejde mellem Hilti og vores Køge-afdeling, som skal bidrage til en bedre værktøjsstyring og større genbrug af gamle værktøjsdele. Dagen blev samtidig brugt til at få ryddet op i servicevognene, så montørerne har en lækker, frisk bil at møde ind til.

Der er store fordele ved at tænke cirkulært, når det gælder værktøj. Ofte er det ganske få dele af værktøjet, som er årsagen til en udskiftning, og man kan med fordel genbruge de funktionsdygtige dele til produktionen af nyt værktøj. Den proces har Hilti fået implementeret, og FLD’s Køge-afdeling byder et sådant cirkulært samarbejde hjerteligt velkommen.

Tracker-system giver bedre værktøjsstyring
Med det nye samarbejde med Hilti er alt gammelt værktøj blevet indsamlet for i stedet at udstyre montørerne med en opdateret værktøjspakke, som er tilpasset deres arbejdsområde. Værktøjet er registreret i et nyt tracker-system, som giver os en bedre værktøjsstyring med mulighed for løbende at følge med i værktøjets placering. Samtidig bliver alt værktøjet scannet via en app, hvilket gør det mere overskueligt for montørerne at låne værktøj af hinanden uden at miste overblikket over værktøjets placering. Alt gammelt værktøj, uanset mærke, bliver nu afleveret til Hilti, som sørger for, at værktøjet så vidt muligt genbruges til produktionen af nyt værktøj.

Det nye samarbejde med Hilti stemmer godt overens med vores eget fokus hos FLD, hvor vi i stigende grad ønsker at rykke vores værdikædesamarbejde til nye højder med større fokus på bæredygtighed og den cirkulære tankegang.

Kollektiv oprydning giver lettere servicevogne
Dagen blev også brugt på at rydde op i servicevognene. Én gang om året afholdes “oprydnings- og effektiviseringsuge” i FLD, hvor vi alle går vores hylder, mapper, servicevogne, procedurer, mm. efter i sømmene. Denne uge hvert år sætter vi fokus på, om der er områder, hvor vi trænger til at få ryddet op og måske kan blive mere effektive. Oprydningen omfatter alle i FLD, uanset om man arbejder i administrationen eller er montør og supplerer desuden vores arbejde med verdensmål nr. 12, “Ansvarligt forbrug og produktion”.

Derfor var det også oplagt at give servicevognene en tur på dagen, hvor hele Køge-afdelingen i forvejen var samlet. Så nu indeholder servicevognene kun de materialer, som montørerne har brug for, og montørerne vil ikke køre rundt med flere kilo i bilen end nødvendigt.

“En særlig kultur og kemi hos FLD”
Dagen blev også brugt til at skabe nye relationer, pleje kollegaskabet og bare hygge sig i hinandens selskab. Hos Hilti var man meget begejstret for arrangementet. FLD’s Hilti konsulent, Lasse Thygesen: “Flere af mine kollegaer har efterfølgende henvendt sig og sagt, at der simpelthen bare hersker en helt særlig kultur og kemi ved FLD. Man føler sig virkelig velkommen og alle møder en med et smil. Det er meget unikt for så stor en virksomhed som FLD”.

Da oprydningen var ovre, og der var styr på alle værktøjspakker, blev grillen tændt op og der blev hygget og grint på kryds og tværs. Det var alt i alt en vellykket dag med en vigtig agenda, stor social aktivitet og en hyggelig stemning.

FLD og Hilti i cirkulært samarbejde

Læs også

Morgendagens ledere hos FLD

Den 18. januar var vores 8 deltagere i Talentprogrammet samlet til en spændende talent-dag. Det var en dag, hvor talenterne fik indsigt i vores strategiske tiltag, og hvordan vi arbejder med ESG. Især ESG var et større emne, da fremtiden for FLD er inkluderet den tredobbelte bundlinje, hvilket er vigtigt for de kommende ledere at have indsigt i og forståelse for.

Læs mere

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk