FLD styrker el-forretningen med tilkøb af Frahm El-Teknik A/S
30-08-2021
“Når vi jævnligt screener markedet for mulige tilkøb, lægger vi ikke kun vægt på økonomi og udviklingspotentiale. Det er mindst lige så vigtigt, at vi kan se et match mellem vores og partnerens værdigrundlag – og det kunne vi hos Frahm El-Teknik allerede ved den første kop kaffe”. Sådan udtaler ejer af Finn L. & Davidsen A/S (FLD), Lasse Houengaard om det nye tilkøb, som skal være med til at styrke el-forretningen i FLD.
Frahm El-teknik A/S er beliggende i Køge, hvor FLD i forvejen har en afdeling. Med tilkøbet vil FLD forstærke sin lokale tilstedeværelse i Køge området, hvilket ligger i god tråd med virksomhedens vækststrategi:
“Tanken bag tilkøbet af Frahm El-teknik er at skabe en stærk, lokal tilstedeværelse i Køge. Det får vi med en sund og lokalt forankret el-teknisk virksomhed” fortæller Lasse Houengaard.
Frahm El-teknik A/S har været ejet og drevet af Lars Frahm siden 2008, hvor han overtog forretningen. Virksomheden forbliver som et selvstændigt selskab under FLD’s el-sektion og fortsat med Lars Frahm som daglig leder. Det er tiltænkt, at de to virksomheder fremadrettet i fællesskab skal styrke FLD’s deltagelse i serviceopgaver og fagentrepriser i og omkring Køge.
“Med Frahm El-Teknik har vi fundet det perfekte match. Vores brede CSR-profil understøtter i høj grad måden, hvorpå Frahm El-Teknik har drevet virksomhed på de sidste 15 år. De kommer med en god ekspertise på det el-tekniske område, og vi har til hensigt at understøtte hele backoffice funktionen og udviklingen af medarbejderne med bl.a. FLD Skolen og vores engagement i De 17 Verdensmål. Vi er både glade og ydmyge over, at Frahm El-Teknik nu bliver en del af FLD,” fortæller Lasse Houengaard
Lars Frahm deler samme synspunkt som Lasse Houengaard og er især glædelig over, at virksomhedens værdier får lov til at leve videre i de nye rammer.
Med tilkøbet udvider FLD medarbejderskaren i Køge til at udgøre ca. 35 el- og VVS-montører og til i alt 170 medarbejdere i hele FLD.
Læs også
CTS-projekttekniker med ambitioner om mere? Bliv en del af ALTEQ
Til ALTEQ søger vi en CTS-projekttekniker, der trives med selvstændige opgaver og tekniske udfordringer, men som også har ambitioner om at spille en større rolle i fremtidens CTS-forretning. Derfor er denne stilling oplagt for dig, der på sigt ønsker at udvikle dig mod projektledelse, salg og udvikling af nye kunder og markeder.
Sct. Jørgens Park – 2,5 år med beboerne i centrum
Renoveringen af Sct. Jørgens Park er i mål. Over 2,5 år har FLD gennemført en omfattende renovering af det store boligområde i Næstved – med solid projektstyring, stærkt håndværk og beboerne i centrum fra første dag.