Årsberetning for regnskabsåret
2021-2022
13-12-2022
Forstærket arbejde med bæredygtighed og økonomisk vækst
2021/22 har været et begivenhedsrigt år for FLD. Ved årets begyndelse håbede alle, at de udfordringer, vi havde set de forgange år som følge af Covid-19, var et overstået kapitel. Bl.a. skulle et omfattende vaccineprogram hjælpe samfundet godt igennem og gøre os mere modstandsdygtige overfor nye virusvarianter. Virkeligheden blev dog en anden, hvor de fortsat stramme karantæneregler og nærkontaktregler udmøntede sig i et uhørt højt sygefravær blandt vores medarbejdere. Med et sygefravær på mere end dobbelt så højt niveau som et normalt år, var det ikke overraskende, at selskabets resultat blev negativt påvirket med ca. kr. 2 mio.
Ved årets begyndelse var der en forventning om en organisk vækst på 30 % på omsætningen, hvilket blev indfriet. Dertil kunne tillægges en omsætningsstigning på ca. kr. 7 mio. med overtagelsen af Engelgaar Teknik. Den samlede omsætningsvækst for regnskabsåret blev dermed på 33 %, og et resultat på 4,7 mio. mod 3,8 mio. i seneste regnskabsår, samt en egenkapital på 24,7 mio. hvilket anses for tilfredsstillende.
Vækst i medarbejderantal trods mangel på arbejdskraft
Som resten af bygge- og anlægsbranchen har FLD også mærket til branchens tendenser, hvor der er rift om håndværkerne. Men på trods af den store mangel på håndværkere, er det alligevel lykkedes selskabet at øge antallet af medarbejdere med 53 i løbet af regnskabsåret, hvilket er særdeles tilfredsstillende. Det kan bl.a. tilskrives overtagelsen af Frahm El-teknik, Engelgaar Teknik samt en målrettet indsats for at øge medarbejdertilfredsheden. Flere sociale arrangementer og fokus på den enkelte medarbejder er nogle af de tiltag, som HR har haft stor fokus på i tæt samarbejde med sektionslederne.
Øget fokus på klimabevidsthed og samfundsengagement
I løbet af regnskabsåret har vi også mærket det øgede fokus på klimabevidsthed og samfundsengagement. Ikke blot hos vores kunder, men hos flere led i værdikæden. Som konsekvens har
vi forstærket vores arbejde med bæredygtighed bl.a. ved en målrettet indsats i arbejdet med De 17 Verdensmål, ligesom vi har intensiveret vores rådgiversamarbejde og til stadighed stiller større krav til leverandører og underentreprenører.
Forventet omsætningsvækst på 20-30 % for kommende regnskabsår
Med overtagelsen af Engelgaar Teknik har FLD et godt afsæt til den fortsatte vækst i det kommende år, hvor der forventes en omsætningsvækst på 20-30 %, hvor fuldårseffekten fra Engelgaar Teknik udgør en væsentlig del heraf. Afslutningsvis ser vi frem mod et nyt og spændende regnskabsår for hele FLD, hvor vi forhåbentlig kan tage afsked med de sidste eftervirkninger af Covid-19 og opleve en bygge- og anlægsbranche, som igen får ro over sig med et normaliseret niveau indenfor både materialeleverancer og arbejdskraft.

Læs også
Succes ved RED-dag i Haslev
Vi har i FLD sammen med vores samarbejdspartnere REDdet overskudsmaterialer og sikret dem til genbrug, for at give dem videre til vores store RED-dag i Haslev d. 13 maj. Dagen var en stor succes, hvor vi havde fornøjelsen af 400-500 gæster som præsterede at rydde vores plads i Finlandsgade i løbet af blot 1 time.
FLD samler ind til Børnecancerfonden med #FodboldtrøjeFredag 2023
Vi hos FLD ønsker at tage medansvar og støtte de børn, unge og deres familier, som er berørt af kræft. Vi vil gerne være en del af styrken mod børnekræft, og trækker derfor i trøjen når vi samler ind til denne hjertesag som vi alle har nær, så vi kan være med til at skabe bedre vilkår for danske børn og unge med kræft.