Fra nyuddannet VVS-montør til byggeleder
16-02-2020
Mathias Jakobsen (til højre) udviste fra begyndelsen, at han ønskede at udvikle sig. Hans kollegaer oplevede hurtigt en målrettet ung mand, som gerne gik forrest. Han tog ansvar på byggepladserne og viste initiativ i sit arbejde. På kort tid gik Mathias fra at være nyuddannet VVS-montør til byggeleder på mange af FLDs større sager.
Mathias startede hos FLD som nyuddannet VVS-montør i 2010, hvor han blev ansat som svend: ”Jeg fik anbefalet FLD som en god arbejdsplads af en bekendt, som faktisk i dag stadig er ansat hos FLD”. Efterhånden fik Mathias efterhånden tildelt mere ansvar og fik efter få år tildelt rollen som formand på flere pladser. Det medførte både ledelsesansvar og koordinering med andre faggrupper.
Drømmen om at udvikle sig
Efter tre år som formand opstod en interesse hos Mathias for at gå skridtet videre hos FLD: ”Jeg ønskede at udvikle mig indenfor branchen og være med til at styre en byggesag bagved”. Mathias gik derfor videre med sine drømme om udvikling til Lasse Houengaard, som er indehaver af FLD. Sammen fandt de frem til, hvilke faglige udfordringer, der kunne matche Mathias’ ønsker. De lagde en plan for, hvordan det kunne passe sammen med den øvrige udvikling hos FLD.
Lasse kunne godt se potentialet i Mathias for en videre karriereudvikling hos FLD. Der er fra ledelsens side hos FLD generelt stor fokus på medarbejderudvikling. Mathias’ drømme blev derfor positivt modtaget: ”Mathias er en meget dygtig medarbejder. Han er ihærdig i sit arbejde og drevet af at udvikle sig. Det vil vi naturligvis gerne hjælpe ham med. Så vi var stolte af, at Mathias ønskede at udvikle sig hos os,” fortæller Lasse Houengaard.
Karrierespring i 2015
Drevet af sin egen iver og ihærdighed får Mathias muligheden for at tage endnu et karrierespring i 2015. Her bliver han tilbudt jobbet som assisterende byggeleder på FLDs hidtil største renoveringssag, ”Friheden” i Hvidovre. Friheden var et fireårigt renoveringsprojekt med 1154 lejligheder. Her havde FLD hovedentreprisen og stod for udskiftning af tekniske installationer og installering af ventilationsanlæg i samtlige lejligheder. Mathias stod for koordinering med underentreprenør, leverandører og rådgivere. Samtidig havde han en del af ansvaret for beboerkontakten og afholdelse af byggemøder.
Mathias i en ny rolle med større ansvar
Det var nu blevet Mathias’ rolle at sørge for, at byggeriet gled så gnidningsfrit som muligt for både beboere og håndværkere: ”Det var en meget lærerig proces for mig at være en del af så stort et projekt. Jeg udviklede mig meget både fagligt og personligt i de år på Friheden”, fortæller Mathias. FLD afleverede Friheden rettidigt i december 2018.
Skiftet i rollen fra at være en af håndværkerne på byggepladsen til at være den, som skulle lede pladsen har krævet lidt tilvænning: ”Jeg kommer fra at være en af ”drengene” til at skulle være ham, der uddeler dagens opgaver. Det har personligt været svært for mig. I starten var det en udfordring for mig at skulle tage lederrollen. Jeg har prøvet at gå til det med en stor forståelse for de opgaver og udfordringer, som håndværkerne møder ude på pladsen. Samtidig har jeg fokuseret på stadig være i øjenhøjde med dem. Det er vigtigt for mig, at jeg viser respekt og stadig har forståelse for, hvordan det er at gå på byggepladsen, ” fortæller Mathias.
“Det er vigtigt, at vores ansatte kan videreuddanne sig”
Sideløbende med det nye job som byggeleder begyndte Mathias på uddannelsen som VVS-installatør på Erhvervsakademiet i Slagelse. Fra FLDs side var det højt prioriteret, at der blev skabt tid og plads til, at Mathias kunne følge skoleforløbene sideløbende med sin nye stilling som byggeleder:
”Der er i branchen mangel på gode medarbejdere. Derfor bærer vi alle et stort ansvar i at udvikle. Derfor er det vigtigt, at vi som virksomhed holder på vores gode medarbejdere og udvikler dem bl.a. ved at give dem et kompetenceløft. Vi har fx stor fokus på at tilbyde et godt lærlingeprogram, og det er vi stolte af. Det er altid med stolthed, når vi ser vores lærlinge eller nyuddannede svende udvikle sig hos os. Det er netop derfor, at vi mener, det er vigtigt, at vores ansatte kan videreuddanne sig,” siger Lasse Houengaard.
Hvor der er vilje, er der vej
Mathias fik tilpasset sit arbejde, så han over de efterfølgende to år kunne varetage både arbejde og skole. Uddannelsen krævede, at Mathias havde fri fra sit arbejde ca. en dag om ugen. Fridagen blev brugt på skoleforløb, lektier og eksamener: ”Det var en hård periode med skoleforløb, eksamener og job, som skulle passe sammen. Men der var stor forståelse fra min leders side, når der i perioder var meget skolearbejde op til en eksamen”.
I dag er Mathias byggeleder på flere og flere sager hos FLD: ”Det har været hele det hårde arbejde værd. Jeg er så glad for, at jeg fulgte min drøm og ikke mindst, at FLD gav mig muligheden og havde troen på mig”.
Ønsker du også en arbejdsplads med plads til personlig og faglig udvikling? Så se vores ledige jobs eller ansøg om en læreplads indenfor el eller VVS hos os. Så er du garanteret et af branchens bedste lærlingeprogrammer og en arbejdsplads med et sundt værdisæt.
Læs også
Årsrapport 2023-2024
Årsrapport: Forandringer, Fokus og Fremdrift...
Hvordan kan vi gøre nutidens unge klar til fremtidens arbejdsmarked
Hos FLD har vi netop haft besøg af 19 uddannelsesvejledere fra Næstved Kommune. Formålet med mødet var i fællesskab at drøfte, hvordan vi kan få løftet og gribe en særlig gruppe unge mennesker, så de kan blive klar til fremtidens arbejdsmarked. Vi ser nogle udfordringer, men også muligheder forbundet med dette højaktuelle emne.