Komplet vandinstallation på Scandic Glostrup – 5-stjernet projektstyring!

På godt 3 måneder skulle Finn L. & Davidsen A/S foretage en komplet ny vandinstallation på hotellet Scandic i Glostrup. Opgaven krævede skarp projektstyring, for hotellet skulle være åbent samtidig med ombygningen, så der var både drift og byggerod at tage højde for.

I slutningen af februar 2015 gik Finn L. & Davidsen i gang med et omfattende projekt på Scandic i Glostrup. Der var ikke længere tryk nok på vandet i den 25 år gamle bygning, og der blev igangsat en komplet vandinstallation af alle rør fra vandmålere i kælderen lige til døren foran de i alt 120 værelser.

Selve installationen var for så vidt enkel nok, men opgaven krævede særlig skarp projektstyring, fordi hotellet skulle holde åbent samtidig med, at håndværkere byggede om, skar vægge op og installerede nye vandrør overalt.

”Projektet på Scandic bar præg af konstant bevågenhed og tæt daglig kommunikation med receptionistchefen. Hver gang vi tog fat på en ny vandstreng, skulle 10 værelser lukkes ned og kunne ikke bruges i to hele dage. Efter to dage skulle værelserne igen være klar til at modtage gæster, som allerede var booket ind”, fortæller Anders Christiansen, som er afdelingsleder i Finn L. & Davidsen på Amager og hovedansvarlig på projektet. Han har været ansat i FLD i 15 år og er ikke i tvivl om, at projektstyring er en af FLD’s største forcer. Teamet er veletableret og arbejder struktureret, og det er en fordel, når der opstår uventede situationer.

”Bygningen på Scandic er 25 år gammel og vi havde ingen garantier for hvad der gemte sig inde bag væggene, da vi begyndte at skære de 5 etager op. Det er vigtigt, at vores folk er omstillingsparate og teknisk dygtige, for det kan hurtigt blive en anderledes dag, når et vandrør er placeret et andet sted end på tegningen”, forklarer Anders Christiansen med et smil.

Efter 17 uger var Scandic i Glostrup forsynet med nye vandrør og klar til 25 år mere med badende hotelgæster. Og hoteldirektør Peter Kjerkegaard er meget tilfreds med processen og håndteringen af arbejdet på.

”For at sige det ligeud, så var det en ordentlig omgang at skulle i gang med. Vi havde hele tiden vores gæster at tage hensyn til, så larm, støj og møg var ikke acceptabelt. Finn L. & Davidsen har serviceret os igennem flere år, de er vant til at komme i huset og kender bygningen. I hele byggeprocessen udviste de stor forståelse og respekt for vores daglige drift af hotellet og hensynet til vores gæster. Og den tætte dialog med vores folk i huset, gjorde det muligt at planlægge alting så nøje, at vores gæster led mindst mulig overlast. Det er vi meget tilfredse med!” udtaler Peter Kjerkegaard, Direktør/General Manager, Scandic Glostrup

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk