Vi går forrest i VVS-branchen. Vil du med som leder af vores forsikringsafdeling?

Vi tilbyder nu en sjældent udbudt og attraktiv stilling som leder af vores forsikringsafdeling. Hos os vil du blive en del af en innovativ arbejdsplads, hvor der er frihed til at tænke store tanker. Du får en central rolle i vores virksomhed og kommer til at bidrage aktivt til den fortsatte positive udvikling af FLD og vores forsikringsafdeling. Din ledelsesstil er motiverende og inddragende, og du har gerne erfaring fra forsikrings- og/eller byggebranchen.

I forsikringsafdelingen hos Finn L. & Davidsen (FLD) håndterer vi på nuværende tidspunkt ca. 1.800 skader om året, som vi modtager fra de forsikringsselskaber, vi samarbejder med. Skadestederne er geografisk placeret på Østsjælland og i København.

Som leder af vores forsikringsafdeling vil du have kontor på vores hovedkontor i Haslev. Her vil du blive en vigtig del af en spændende og innovativ afdeling og være tæt placeret på resten af vores erfarne forsikringsteam. Hele FLD består af ca. 160 medarbejdere, heraf er dit team i dag på ni dygtige medarbejdere fordelt under to byggeledere samt syv montører. Med vores fælles indsats ser vi dog store muligheder for en fremtidig udbygning af forsikringsafdelingen.

 

Du er en synlig og motiverende leder

Det er vigtigt, at du har ledelseserfaring og vi lægger stor vægt på, at du som leder er rummelig og har fokus på medarbejderen og medmenneskelighed. Vi arbejder dagligt med Enneagrammet, der styrker dig som leder og ikke mindst underbygger, at det skal være en god arbejdsplads, hvor trivsel og motivation er prioriteret. Du skal være socialt engageret og interesseret og have lyst til at involvere dig i vores fælles arrangementer.

 

Dine ansvarsområder som leder af vores forsikringsafdeling

Udover din daglige ledelse af teamet har du desuden ansvaret for forsikringsafdelingens økonomiske drift, samtidig med at du også tager aktiv del i afdelingens kundepleje. Her vil du naturligt følge op på nye kundeemner, ligesom du også gerne kommer med oplæg til strategiske tiltag. Alt sammen noget, som kan være med til at løfte afdelingen.

 

Din faglige profil

Vi søger dig, som har en solid erfaring fra forsikrings- og byggebranchen og de seneste år gerne på ledelsesniveau eller som mellemleder. Du må gerne være uddannet håndværker eller konduktør og have erfaring fra VVS branchen, men det er ikke et krav. Det vil være en stor fordel for dig at have et godt netværk, og så skal du trives med at gå forrest i den travle hverdag, når det går godt, og hvis det går skidt.

Du formår at bevare det store overblik og kan udføre de administrative opgaver, der følger med forsikringsskaderne såsom planlægning af opgaver, indhentning af tilbud, udførelse af kalkulationer og fakturering. Samtidig skal du være sikker i din håndtering af byggesager og kunne have et tæt samarbejde med både underentreprenørerne og forsikringsselskaberne i processen.

Det er vigtigt, at du har erfaring med projektledelse og projektkalkulation og en fordel, hvis du allerede kender til systemerne; NAV og Scalepoint, som vi arbejder i. Da arbejdet også består af kommunikation internt og eksternt, skal du være god til at kommunikere i både skrift og tale.

 

Vi tilbyder dig som leder af vores forsikringsafdeling

Vi tilbyder dig et spændende og udfordrende job i en virksomhed, hvor der er højt til loftet, og hvor vi i høj grad værdsætter et godt arbejdsmiljø med fokus på trivsel og den gode, uformelle tone. FLD er i konstant udvikling, og du får mulighed for at sætte dit eget præg på fremtiden for vores forsikringsafdeling. Der er store udviklingsmuligheder for dig som leder hos os, og du vil opleve stor tillid fra den øverste ledelse, ligesom at frihed under ansvar er en naturlig del af din hverdag.

 

Yderligere oplysninger / ansøgning

Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte indehaver, Lasse Houengaard på telefon 22 10 14 56 eller på mail, lasse@fld.dk. Det er også til Lasse Houengaard, du skal sende din ansøgning vedlagt CV.

Hils på Lasse Houengaard samt to af dine nye kolleger i forsikringsafdelingen i videoen her under:

 

Tiltrædelse

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, og vi indkalder løbende til samtale. Tøv derfor ikke med at sende din ansøgning til os. Vi glæder os til at høre fra dig.

Lasse Houengaard

Lasse Houengaard

Indehaver, FLD

lasse@fld.dk
22 10 14 56

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk