Drømmen om en uddannelse

Uddannelse er vejen til at bekæmpe mange af de største problemer i verden. Hver år er der millioner af børn, der ikke kommer i skole, mens det i den vestlige verden er et af vores største privilegier. Nu er Finn L. & Davidsen gået ind i HOPE Project, der arbejder for at bygge en skole i Santa Fe i Filippinerne. Et område, der for kun få år siden blev fuldstændigt ødelagt af en tyfon og hvor mange mennesker stod uden tag over hovedet.

Eksperter i hele verden er enige om, at uddannelse er det bedste middel mod fattigdom, sygdom, krig og sågar klimaforandringer. Ifølge WHO går uddannelse og sundhed hånd i hånd, og uddannelse kan være med til at bryde nogle af de mønstre, som kompromitterer især unge kvinders liv.

For mange af os, der bor i vesten, er det en selvfølgelighed at kunne tage en uddannelse. I Danmark er vi endda så privilegerede, at vi ikke bare frit kan vælge vores uddannelse, uden at skulle bekymre os om hvad det koster. Vi får også løn (SU) for at gå i skole, og er således bedre stillet end noget andet land i verden.

Finn L. & Davidsen A/S har gennem flere år ydet deres støtte ved de store landsindsamlinger, men har længe haft lyst til at bidrage til noget mere konkret og er nu gået aktivt ind i HOPE Project, som arbejder for at bygge en skole i Santa Fe i Filippinerne. Landet blev i 2013 så hærget af en tyfon, at intet stod tilbage, da uvejret havde lagt sig og familier i tusindvis stod uden tag over hovedet.

HOPE Project er startet af Nils Gisli, som var udsendt for en større dansk hjælpeorganisation, da tyfonen ramte Filippinerne. Sammen med sine to gode venner Claus Sall og Mikael Korsgaard startede han en indsamling for at skaffe penge til at etablere tag over hovedet til nogle af de overlevende. Da de havde samlet penge nok ind, rejste de tre venner sammen til Filippinerne, hvor alvoren fra tyfonens hærgen mødte dem allerede i lufthaven. Alt var ødelagt. Bagagebåndet var båret hen på sin oprindelige plads, men det virkede ikke, så personalet bar bagagen fra flyet og lagde det bare på bagagebåndet.

De indsamlede penge blev omsat til byggematerialer, og 30 familier fik tag over hovedet, men det virkede som en dråbe i havet. Da de tre venner spurgte de lokale hvad de ønskede sig allermest, var svaret en skole, så deres børn og unge kan tage en uddannelse og skabe håb for en bedre fremtid. Det blev starten på HOPE Project, som siden har gjort et kæmpe arbejde og løbende sender penge afsted til Filippinerne, hvor skolebyggeriet allerede er i fuld gang og nu er rykket endnu tættere på at blive helt færdigt, fordi Finn L. & Davidsen har besluttet at bakke op om projektet.

”HOPE Project er det helt rigtige projekt for os. Vi er meget bevægede over historien og det kolossale arbejde, der allerede er lagt i at gøre en forskel for nogle mennesker, som ellers ville stå mere eller mindre på egen hånd efter at have mistet alt”, fortæller Lasse Houengaard, som er indehaver af El- og VVS-virksomheden, som beskæftiger 130 medarbejdere.

Et håb for en bedre fremtid

Hos Finn L. & Davidsen lægger man stor vægt på uddannelse og man har de senere år gjort et stort arbejde for styrke forløbet for lærlinge i alle aldre, ligesom man har et samarbejde med High Five, som arbejder for, at tidligere straffede kan komme i arbejde og få en uddannelse.

”Uddannelse er noget af det, der styrker mennesker mest og giver os de bedste forudsætninger for fremtiden. At vi kan være med til at så et frø for en bedre fremtid i et helt andet land i en helt anden verden, er både givende og utrolig lærerigt for os og hele vores organisation. Vi glæder os meget til at bidrage med viden og hjælp til at skabe bedre vilkår for fremtiden for børnene i Santa Fe”, fortæller Lasse Houengaard. Udover at bidrage økonomisk til skolebyggeriet, ønsker Finn L. & Davidsen at bidrage med deres viden om VVS, sanitet og elektricitet, for korrekt håndtering af brugs- og drikkevand har stor indflydelse på hygiejne og sundhed.

Når skolen i Santa Fe står færdig vil den være byens midtpunkt og fungere som community center for hele byen. Her skal børnene gå i skole om dagen, imens skolen om aftenen kan bruges til kurser for de voksne, som samlingspunkt for samvær og som tilflugtssted, hvis en ny tyfon skulle ramme, hvilket desværre er helt forventeligt i den del af verden, hvor klima og vejr er langt mere lunefuldt end vi kender til det fra lille Danmark.

Hele teamet bag HOPE Project er både overvældede og dybt taknemmelige over den store opbakning de nu har fået efter næsten 4 års hårdt arbejde med at skaffe penge til projektet.

”Hele projektets eksistens bygger på frivillige kræfter fra mennesker, der har knoklet rigtig hårdt for at finde støtte til at holde udviklingen af projektet i gang. Den støtte vi nu får fra Finn L. & Davidsen er helt uvurderlig, og det var en af de bedste dage i mit liv, da jeg på vores sidste møde kunne fortælle teamet, at vi nu rykker virkelig tæt på at opfylde drømmen for de gode mennesker i Santa Fe”, fortæller en tydeligt rørt Nils Gisli.

Støt HOPE Project

Støt HOPE Project og vær med til at skabe en fremtid for børnene på Filippinerne.