Nyt KS-system styrker processen med at kvalitetssikre

Kvalitetssikring er en uundværlig del af et byggeprojekt og sikrer, at såvel kunden som alle involverede leverandører opnår det ønskede resultat for byggeriet. Finn L. & Davidsen er lige nu ved at teste et nyt KS-system, som er stillet til rådighed af A4-arkitekter.

Renoveringen af Lufthavnsparken i Kastrup og Vestervænge i København SV er i øjeblikket i gang. Begge projekter indebærer nye VVS-installationer i samlet mere end 800 lejligheder.

Sammen med A4 arkitekter er Finn L. & Davidsen ved at teste et nyt kvalitetssikringssystem på de to renoveringsopgaver. Det nye system giver bl.a. kunden mulighed for at se hvor langt man er i byggeprocessen og skal tilsikre en bredere kvalitetskontrol med mere nøjagtig dokumentation.

Kvalitetssikring er en løbende proces gennem hele byggeriet, og der kvalitetssikres også på underleverandører som murer, maler og tømrer. I slutningen af projektet udføres en slutkontrol som sikrer, at den totale løsning er som den skal være.

Kvalitetssikring har altid foregået i byggeri, men med det nye KS-system er det muligt at udføre kvalitetssikringen i et mere moderne system og sikre den tilhørende dokumentation endnu bedre. Man kunne fristes til at opfatte det som om kvalitetssikringen ikke har været god nok indtil nu.

Hvad kan man forvente af et nyt kvalitetssystem?

Vagn Pedersen er ansvarlig for kvalitetssikring hos Finn L. & Davidsen og er ansat til at administrere det nye system og sikre, at det bliver håndteret korrekt af alle involverede parter. Han ser det nye system som en naturlig del af en moderne udvikling.

”Vi flytter os hele tiden i takt med, at teknologien udvikler sig. Med det nye KS-system er det muligt for endnu flere af vores nøglemedarbejdere at tage del i kvalitetssikringen af det arbejde vi udfører, uden at det går ud over tidsplanen eller budgettet.

Det er kun muligt, fordi den teknologiske platform nu er på plads og kan integreres med de eksisterende arbejdsrutiner, så kvalitetskontrollen bliver en naturlig del af arbejdsdagen”, forklarer Vagn Pedersen.

Byggebranchen er på mange måder meget traditionel, men virksomheder som Finn L. & Davidsen er hele tiden med til at rykke ved status quo og flytte byggeri og processen bag i en mere højteknologisk retning.

De tester ikke bare det nye kvalitetssikringssystem, de er også med til at udvikle nye måder at optimere processer på og i Lufthavnsparken tester man i øjeblikket informationsskærme i opgangene som erstatning for de traditionelle flyers, og nøglefri låsesystemer, som giver montørerne adgang til lejlighederne via en app, er bare nogle af de øvrige tiltag, som i det store hele også er med til at sikre en høj kvalitet af byggeproces og færdigt byggeri.

 

Bliv FLD lærling – klik her