Nye udbudskriterier præger fremtidens byggesager

Hvor beslutningsgrundlaget i udbudssager før har været meget præget af pris, er det i højere grad end tidligere også bløde værdier som arbejdsmiljø og fokus på samarbejde, der afgør hvem der vinder byggesagen. Det gør fremtiden mere spændende, men det er også mere krævende for entreprenørerne.

Der er en ny trend i byggebranchen, som er ved at ændre kriterierne i udbudssager som vi kender dem i dag. Det er ikke længere normalt, at det 100% er prisen, der vægter højest i sagerne. Der vurderes både ud fra pris, kvalitet og bløde værdier som samarbejde og arbejdsmiljø, som alt sammen har indflydelse på kvaliteten.

Det konstaterer Finn L. & Davidsen A/S, som netop har vundet renoveringen af 506 lejligheder i Lufthavnsparken. De ser en klar tendens til, at innovative arkitekter bevæger sig hen imod en ny tilbudsmetode, som kræver mere af virksomhederne, men som også betyder, at man som bygherre får en bedre byggeoplevelse og slutteligt et bedre produkt.

Byggesagen i Lufthavnsparken er et godt eksempel på hvordan fremtidens sager vil blive vurderet. Tilbudsgivningen bærer præg af et langt større forarbejde i forhold til at sammensætte projektplaner og redegøre for hvilke forhold man internt i virksomheden vægter højt, når arbejdsmiljøet og den gode tone på pladsen skal sikres.

”På denne opgave har vi indsendt et alternativt forslag til tidsplanen. Den alternative tidsplan tilbyder muligheden for, at vi kun skal gå på pladsen med ét hold, i stedet for de to, der var lagt op til i udbudsmaterialet”, fortæller Lasse Houengaard som er indehaver af Finn L. & Davidsen. Han konkluderer, at der i dag bliver lyttet mere til dem som fagspecialist og at deres syn på produktionsoptimeringen af projektet har en værdi i den samlede vurdering.

Finn L. & Davidsen er eksperter indenfor renovering af den gamle bygningsmasse og virksomhedens anlægsafdeling beskæftiger sig alene med at optimere procedurerne, så alt kører i faste systemer, og alle ved hvad de skal. Arbejdet optimeres bl.a. gennem permanente arbejdsopgaver hos montørerne, grundigt forarbejde hos beregnerne og nøje tilrettelagte tidsplaner, som gås kritisk igennem fra starten. Resultatet er, at langt størstedelen af Finn L. & Davidsens byggesager overdrages til aftalt tid og det er noget kunderne kan forstå.

”Det er ikke en let opgave at styre så stort et skib i havn og ramme præcis det aftalte tidspunkt, men jeg er stolt over, at vores anlægsafdeling mestrer den opgave til stor tilfredshed for vores kunder og medarbejdere, som naturligvis har det sjovere på arbejdet, når projektet glider som det skal, fremfor når alt er forsinket. Forsinkelser gør sjældent noget positivt for et projekt”, konstaterer Lasse Houengaard. I hans optik hænger det hele sammen. Bedre projektstyring giver et bedre arbejdsmiljø, som giver gladere medarbejdere, som skaber et endnu bedre resultat.

Metoden er bl.a. opsamlingsuger, som skal absorbere eventuelle projektforsinkelser. Det er ganske enkelt det eneste realistiske, mener Lasse Houengaard: ”Der opstår altid noget uventet, når man arbejder på så store projekter, hvor så mange forskellige byggefolk er involveret. Ved at beregne tid til opsamling og udbedring af uventede opgaver, kan vi hele tiden rette projektet ind, så vi ikke kommer bagud”, forklarer han.

Projektplanlægningen har stor indflydelse på arbejdsmiljøet, som i Finn L. & Davidsens optik er en vigtig del af det at levere et ordentligt kvalitetsprodukt i sidste ende.

”Det er opslidende for mandskabet, hvis de er presset for hårdt igennem et langt projekt. God planlægning giver en positiv afsmitning for omgivelserne, herunder også beboerne som i forvejen er presset over, at vi kommer og arbejder i deres hjem. God planlægning betyder mindst mulig arbejdstid i hver lejlighed og mere overskud til byggeteamet, som kan arbejde stabilt og godt med deres opgaver. Det lykkes vi rigtig godt med”, fortæller en glad Lasse Houengaard. Finn L. & Davidsen er i øjeblikket i gang med i et projekt på mindre end 1.100 lejligheder i Friheden i Hvidovre og indtil videre overholdes tidsplanen.

Er prisen ligegyldig?
Men har prisen så slet ingen indflydelse mere? Naturligvis har den det og konkurrencen er benhård! Finn L. & Davidsens beregner Jesper Hågensen er manden, der sidder med de tunge sager og skal sætte sig ind i komplekse udbudsmaterialer. Opgaven kræver stor forståelse for hele byggeprocessen og man skal være i stand til at dedikere sig helt til sagen, så hver detalje bliver tænkt grundigt igennem.

Både pris, kvalitet og bløde værdier har åbenbart været i orden, for det er en realitet, at Finn L. & Davidsen skal istandsætte de 506 lejligheder i Lufthavnsparken. Arbejdet påbegyndes i starten af september og løber frem til midten af juli 2019. Renoveringen dækker over komplet nye brugsvands- og afløbsinstallationer til en samlet kontraktsum på små 32 mio. kroner.

”Det har som altid været en lang og spændende udbudsproces, og hele teamet er glade for, at de mange timers indsats har båret frugt, og vi har vundet en af de større sager i virksomhedens historie. Nu glæder vi os bare til at komme i gang med det hårde arbejde og se de nye installationer tage form i Lufthavnsparken”, afslutter Lasse Houengaard. Man kan følge byggeriet på virksomhedens hjemmeside på fld.dk.