I januar blev vores team beriget med Zerzhi, Samuel og Filmon, der alle tre er flygtninge fra Eritrea. De skulle i praktik for at lære dansk og komme ud blandt andre mennesker.

De har siden arbejdet på byggeriet i Friheden og gjort det så godt, at der i juli blev indgået kontrakt med dem om fast ansættelse.

Vi er virkelig glade for at se, de er gået til opgaven med smil, opsmøgede ærmer og gå-på-mod! Det er jo ikke kun det at komme og udføre en opgave, der har været i spil.

Alle tre har lært dansk rigtig hurtigt, og alle mand på pladsen har taget sig fantastisk godt af dem, og det kan vi være stolte af, at der har været overskud til.

En stor tak til hele teamet på Friheden for at det kunne lykkes og STORT TILLYKKE til de 3 fastansatte, som vi glæder os over at have med som fast mandskab på holdet.