FLD kåret som årets læreplads hos EUC Sjælland

At blive kåret til årets læreplads er en stor ære. For El- og VVS-virksomheden Finn L. & Davidsen A/S er kåringen desuden et udtryk for, at flere års målrettet indsats for at skabe et af Danmarks bedste lærlingeprogrammer, har båret frugt.

Lærepladsen er begyndelsen på mange unge menneskers karriere og dermed også en vigtig grundsten for den videre færd på det danske arbejdsmarked. Nogle virksomheder formår at skabe så gode lærepladser for deres lærlinge, at de ligefrem vinder priser for det. Således er El- og VVS-virksomheden Finn L. & Davidsen netop blevet kåret som årets læreplads af EUC Sjælland. Og det er virksomhedens egen lærling, der har indstillet dem til prisen.

Jeppe Storm Smedegaard har siden september 2015 været i lære som VVS- og Energispecialist hos Finn L. & Davidsen A/S. Uddannelsen varer 4 år og Jeppe er lige gået ind i sit 3. semester. Han klarer sig rigtig godt både på skolen og i virksomheden. Han har flere gode grunde til at indstille sin læreplads som årets bedste.

”Hos FLD har jeg ansvaret for spændende opgaver og arbejder selvstændigt med tingene. Jeg bliver hørt og modtager konstruktiv ros og feedback for mit arbejde”, fortæller Jeppe Smedegaard. Jeppe er vokset op på sine forældres campingplads, så han har altid været vant til at arbejde. Med sin høje arbejdsmoral blev han i 2016 udnævnt som årets lærling og fik tilbuddet om en tur til Australien, hvor FLD har et udvekslingssamarbejde med en australsk VVS-virksomhed. Hvert år sender de en lærling til Australien at arbejde i en måned, og Jeppe blev udvalgt, fordi han ikke bare er en dygtig lærling, men også er en god kollega, er ansvarlig og ordholden.

Målrettet lærlingeprogram

For 5 år siden besluttede El- og VVS-virksomheden at arbejde systematisk for at skabe et seriøst og målrettet lærlingeprogram, og gøre lærlinge til en aktiv del af virksomhedens strategi om at tage ansvar for, at der også i fremtiden er dygtige håndværkere at få.

”Det starter med en grundig udvælgelse. Vi har en målsætning om, at vi skal have de bedste lærlinge i branchen, og i dag melder kandidaterne sig selv med stor hjælp fra erhvervsskolerne og vores kollegaer, der anbefaler os”, fortæller Anders Spiegelhauer, som er lærlingeansvarlig hos FLD og forgangsmanden bag lærlingeprogrammet. I dag har virksomheden 17 lærlinge fordelt på 7 lokalafdelinger på Sjælland. Lærlingene bidrager med den gevinst, at de kommer med ny viden og et livssyn fra en generation, som man tidligere ikke har lyttet så meget til. Det giver en god dynamik og er medvirkende til, at virksomheden hele tiden flytter sig med samfundet.

Mere end bare arbejdsopgaver

Når FLD modtager prisen som Årets Læreplads, er det bl.a. fordi virksomheden fokuserer på andet og mere end det obligatoriske faglige indhold. Hos FLD er der et stort fokus på godt kollegaskab, spændende oplevelser samt personlig og faglig udvikling – også når man er lærling.

”Vi skal skabe en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og plads til udvikling og kompetenceløft. Vi har vores egen FLD Skole med undervisning i relevante emner. Vi laver hvert år en lærlingetur til VVS-messen, og 4 gange årligt bliver vores lærlinge undervist i nye produkter hos vores grossister. Tit er lærlingene foran på viden om de nye produkter i forhold til svendene. Det giver dem hår på brystet og en stor portion selvtillid”, smiler Anders Spiegelhauer.

FLD er meget stolte over kåringen som Årets læreplads, fordi den er et direkte resultat af et målrettet lærlingeprogram, som har haft en positiv indflydelse på de unge menneskers uddannelsesforløb og været med til at øge interessen for VVS-faget.

”Vi er meget stolte over, at Jeppe har indstillet os! Det viser os, at vores arbejde med lærlingeprogrammet har båret frugt. Vores lærlingeprogram handler ikke bare om at producere flere håndværkere, det handler om at uddanne håndværkere med stolthed for faget og for deres team”, siger Anders Spiegelhauer. ”Med lærlingene har vi muligheden for at uddanne dem med vores helt egen FLD ånd, så de forhåbentlig også efter deres endte uddannelse har lyst til at være en del af vores virksomhed, og passer ind i de værdier som vi mener er vigtige for at drive en god og sund virksomhed”, afslutter han og påpeger, at der er mange muligheder for at videreuddanne sig indenfor VVS-faget, hvilket FLD bakker op om, for de medarbejdere, der har evner og interesse for det.

 

Bliv FLD lærling – klik her